Skabelsen

Kristinesminde
HORN CIDER bliver fremstillet i mosteriet på slægtsgården Kristinesminde i det midtjyske søhøjland ved Silkeborg.
Kristinesminde er Kristoffers barndomshjem og her bliver drømmen om at skabe nordisk naturvin til virkelighed.

Æblerne
I oktober og november måned, når den danske vinter begynder at vise sig med nattefrost og kulde, høster vi æbler i æblehaverne og de omkringliggende læhegn ved slægtsgården. Alle æbler i en HORN CIDER plukkes med håndkraft og lægges forsigtigt i trækasser for at undgå stød. Efter endt plukning køres de mange æbler hjem til mosteriet på Kristinesminde.

Når æblerne er høstet, stilles de til at eftermodne under åben himmel for at få de sidste af efterårets solstråler med, men samtidigt også for at øge sukkerindholdet i æblerne inden de skal mostes.

Hos HORN CIDER bruger vi hovedsagligt æblesorterne Bramley og Belle de Boskoop, som begge er gamle danske æblesorter kendt for at være syrlige æbler der er gode til madlavning. Tidligere – fra midt i det forrige århundrede – brugte man i de gamle gårdhaver at have Bramley og Belle de Boskoop æbletræer stående, som de mest fortrukkende æblesorter på grund af frugternes holdbarhed langt hen i foråret. Det var en egenskab, som man vægtede meget højt dengang verden ikke kendte til hverken kølehuse og køleskabe.

Cideren
Straks efter at æblerne er mostet, starter gæringen. Alkoholgæring af æblemost til HORN CIDER tager imellem 70 og 300 dage.  HORN CIDER benytter ikke kulturgær til alkoholfermentering, i stedet er filosofien hos HORN CIDER, at vi udelukkende vil bruge den gær, som findes vildt i naturen. I den første del af gæringsprocessen iblandes derfor en mindre mængde koldslynget honning fra Kristinesmindes egen bigårde. HORN CIDER benytter dermed honning som et alternativ til kulturgær.

2. gæring starter med at cideren tappes på flasker med kapsel hvorefter flaskerne stilles til endnu en gæring (anden gæring). De fyldte flasker står nu i ca. 100 dage for at opbygge tryk i flaskerne og samtidig bundfældes gærresterne.

Når flaskelagringen er overstået, stilles alle flasker på hovedet (med kapslen nedad). Hver enkelt flaske bliver i løbet af perioden jævnligt drejet, og bundfaldet i flaskerne samles på den måde på kapslen. Derefter degorgeres hver enkelt flaske hvorved bundfaldet (gærresterne) skilles fra. Flasken forsynes nu med en korkprop og HORN CIDERS mærkat.

Honningen – hemmeligheden bag HORN CIDER
Foråret og sommeren igennem har vi travlt med at passe bier på Kristinesminde – vi passer knap 100 bifamilier og producerer hvert år op til tre ton honning som vi bl.a. bruger i vores cider men også til videre salg. Bierne flyttes tidligt på foråret ud i æblehaverne, for at bierne kan sikre den bedste bestøvning og dermed en så god æblehøst som muligt. Igennem hele sommeren og den første del af efteråret slynges der honning på Kristinesminde. Blomsterpollen og nektar fra æbletræerne samles ind til den fineste honning, som tappes på glas i løbet af sensommeren.